Forside  |  Kontakt  |  Sitemap

Rejsegilde på Burlunden - ny udflytterbørnehave

Som hovedentreprenør står ELINDCO for opførelsen af den nye udflytterbørnehave Burlunden for Københavns Kommune. Arbejdet har været i gang siden januar, og onsdag d. 19. juni inviterede bygherren til rejsegilde.

Status på projektet er, at to tredjedele af huset er rejst i træelementer. Indvendigt er væggene allerede beklædt med gips og gulvene støbt.

Udvendigt er det første hus ud af tre blevet beklædt med mørkegråt eternit på den ene side og cedertræ på den anden. Vinduespartierne er også blevet monteret.

Rammerne for et godt rejsegilde var derfor i orden. Og det var da også en veltilfreds bygherre med en delegation på 30, der mødte op for at fejre den kommende udflytterbørnehave.

Overborgmester Frank Jensen, Kultur- og Fritidsborgmester Pia Allerslev og Børne- og Ungdomsborgmester Anne Vang holdt alle tale ved lejligheden. De roste projektet og takkede ELINDCO og de andre involverede parter for indsatsen hen imod at skabe nogle gunstige rammer for over 300 københavnske børnehavebørn.

Også arkitekten på projektet Nova5 Arkitekter repræsenteret ved Thomas Dahl samt ELINDCOs entreprisedirektør Per Bager benyttede lejligheden til at fremhæve det konstruktive samarbejde mellem projektets involverede – håndværkere, rådgivere og bygherren.

På god gammeldags ”rejsegildemanér” bød arrangementet også på pølsevogn og lidt koldt til at slukke tørsten med. Og med solen skinnende fra en skyfri himmel, var stemningen i top.

Burlunden 2 
Overborgmester Frank Jensen holder tale ved rejsegildet.

Burlunden 1 
Visualisering af det kommende byggeri. Kilde: NOVA5 Arkitekter A/S.