Forside  |  Kontakt  |  Sitemap

Rejsegilde på Bavnehøjhallen

Onsdag d. 22. juni 2016 var der inviteret til rejsegilde i forbindelse med opførelsen af en ny tilbygning til Bavnehøjhallen, Enghavevej 90, København SV.

Rejsegilde holdes sædvanligvis, når taget/tagkonstruktion er bygget, og på Bavnehøj blev rejsegildet holdt ved opførelsen af tagkonstruktionen. Dette er fordi, der laves en stor tagterrasse over hele bygningen, så taget er beregnet til persontrafik.

Rejsegildet forløb meget fint med en byggeplads, som var godt forberedt med flag, bannere og talerstol på taget samt opslagstavler, som viste tegninger af den færdige bygning.

Dagens program lød blandt andet på velkomst ved Birgitte Katborg Laursen, Byggeri København, tale ved Overborgmester Frank Jensen og Kultur- og Fritidsborgmesteren Carl Christian Ebbesen med flere. Bygherre stillede med kokke, som serverede lækker grillmad til alle de fremmødte, der samtidig havde lejlighed til at gå rundt i byggeriet og få en fornemmelse af de indvendige rammer.

Den nye tilbygning til Bavnehøjhallen er på ca. 200 m2 og indeholder nye omklædningsfaciliteter, administrationslokaler, overdækket udvendig fordelingsgang og hertil en ca. 300 m2 tagterrasse til ophold for Friluftsbadets brugere samt en flugtvejstrappe fra tagterrassen. Bygningen forventes at være klar til brug i september 2016.

 

Rejsegilde Bavnehøj 1

 

Rejsegilde Bavnehøj 3

Rejsegilde Bavnehøj 2 

Rejsegilde Bavnehøj 4