Forside  |  Kontakt  |  Sitemap  |  Log ind  |  Expandit  |  Tøjshop

ELINDCO søger dygtig tekstforfatter med passion for tilbudsskrivning og layout


I en nyoprettet stilling som PQ- & tilbudskoordinator vil du være en del af et stærkt team af specialister med direkte reference til tilbudschefen, og du får ansvaret for at lede prækvalifikations- og tilbudsprojekter. Du kommer tæt på vores spændende projekter og er med helt fra den spæde start – der hvor kundens krav og ønsker skal forstås, dine kreative evner slippes løs, og pennen spidses i arbejdet med det vindende tilbud. Du kommunikerer virksomhedens skriftlige budskaber, på en tydelig, inspirerende og fængende måde, der fanger modtagerens opmærksomhed.

Du både orkestrerer og deltager i arbejdet med at skabe det vindende tilbud

Som PQ- og tilbudskoordinator planlægger og leder du udarbejdelsen af prækvalifikationsanmodninger og tilbud i tæt samarbejde med kolleger på tværs af organisationen og med eksterne samarbejdspartnere.

Du bidrager til og sikrer udarbejdelsen af tekster, referencer samt tilpasning af CV’er i forbindelse med de konkrete prækvalifikationsanmodninger og tilbud. Du er med til at udvikle grafik og layout og derigennem bidrage til en løbende udvikling af vores visuelle identitet i prækvalifikations- og tilbudsmateriale.

Planlægning og afholdelse af tilbudsworkshops både internt og med eksterne samarbejdspartnere, samt forberedelse forud for præsentations- og forhandlingsmøder, bliver en naturlig del af dine opgaver.

Vigtigst af alt er din lyst og evne til at tilegne dig viden og opbygge/pleje værdiskabende relationer til samarbejdspartnere og kunder.

 

 

Et skarpt øje og udtalt flair for skriftlig og grafisk kommunikation der fanger læseren

Din uddannelsesbaggrund kan være bred – journalist, kommunikatør, arkitekt, byggefaglig eller noget helt femte. Øverst på vores ønskeliste er en struktureret og vedholdende kollega, der styrer den kvalitative del af vores tilbudsskrivning og holder hovedet koldt, når prioriteringer ændres og deadline nærmer sig. Du skriver fejlfrit og kommunikerer flydende, så læseren fanges og forstår selv komplekse sammenhænge. Indgående kendskab til byggebranchen samt erfaring med arbejde i InDesign vil være en fordel, men ikke et krav.

Du er som person positiv, udadvendt og samarbejdsorienteret. Dit vinderinstinkt er tydeligt og du trives med en høj grad af ansvar og er fleksibel, når opgaverne pludselig ser anderledes ud end du regnede med. Du motiveres af og evner at jonglere med flere bolde i luften på sammen tid, og går til opgaverne med et gå-på-mod i særklasse.

Som person trives du med at tage ansvar, er nysgerrig på metoder og mennesker og bidrager gerne med din erfaring og dit syn på sagerne, for at optimere slutproduktet; ligesom du insisterer på, at noget skal genbearbejdes, hvis kvaliteten ikke er tilfredsstillende.

 


Fortsæt din udvikling i en markedsledende virksomhed i vækst

I ELINDCO bliver du en del af en dynamisk og ambitiøs virksomhed der tænker fremad. En dagligdag hvor alle tager ansvar og en mærkbar holdånd præger samarbejdet på tværs af alle funktioner. Vi tilbyder rige muligheder for personlig og faglig udvikling i en organisation, hvor du kan gøre en reel forskel og sætte dit præg på både arbejdsgangen og slutproduktet.



Ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingen eller ELINDCO som arbejdsplads, kan du kontakte tilbudschef Peter Jensen på telefon 2373 3110. Alle henvendelser behandles fortroligt. Du søger stillingen ved at sende din motiverede ansøgning og dit CV til pje@elindco.dk.


Ansøgningsfrist: 10. marts 2021 (samtaler afholdes løbende).

Tiltrædelse: Snarest muligt

 

____

Siden 1968 har ELINDCO A/S vokset sig til en af landets største virksomheder inden for byggebranchen. Vi koncentrerer os hovedsageligt om store byggeopgaver for professionelle bygherrer, som udføres i henholdsvis fag-, hoved- og totalentrepriser. Hovedkontoret har til huse i den idyllisk beliggende Rådalsgård i Jyllinge med udsigt over Roskilde Fjord. ELINDCO omsætter i dag for ca. 600 mio. kr. årligt og har ca. 170 medarbejdere.

ELINDCO A/S er arbejdsmiljøcertificeret, og vores politik er derfor at sikre et godt og sundt arbejdsmiljø på alle vores arbejdspladser.

Byggede Også