Komplekse restaurerings- og fornyelsesarbejder i fredet bygning
Hvad byggede vi?
Tilbage i 2014-2018 stod ELINDCO for en helt særlig og gennemgribende renovering af Københavns Politigård.
Politigården er opført i 1918-24 og fredet i 1995, og behøvede derfor i høj grad en opdatering af bygningens indeklima og tekniske installationer. Opgaven bestod af en omfattende istandsættelse af indvendige overflader samt en energi- og komfortmæssig opdatering med det sigte at nedbringe bygningens energiforbrug væsentligt. Et krav var dog samtidig at bevare bygningens originale stil og konstruktion.
ELINDCO foretog desuden en gennemgribende miljøsanering, inden selve renoveringen blev påbegyndt, da det gamle isoleringsmateriale på installationer indeholdt asbest og malingen i vægge, lofter og træværk indeholdt bly.
Restaurering og genskabelse
Én af ELINDCOs væsentligste opgaver var at genskabe bygningens naturlige ventilations- og varmesystem i stedet for at etablere moderne mekanisk ventilation. Genopretningen af den naturlige ventilation indebar blandt andet, at vinduerne blev gjort utætte på en kontrolleret måde. Desuden satte vi energiglas i dem, tætnede forsatsrammerne bedre og isolerede vinduesbrystningerne. Derudover blev ventilationskanalerne åbnet igen, så der i dag er fri luftgennemstrømning.
I opgaven indgik også en restaurering af Politigårdens oprindelige og meget fornemt udstyrede toiletrum. En teknisk kompliceret opgave, da vi skulle indbygge moderne sanitetskomfort, samtidig med at toiletrum og de originale armaturer skulle bevares. Derfor blev der bl.a. specialfremstillet beslag og greb til formålet. Samtlige vand- og varmerør blev desuden udskiftet i bygningen og delvist trukket i krybekælderen, mens andre af kanalerne til varme og ventilation blev trukket og skjult i inventar, der var snedkereret på bestilling til opgaven.
En tredje væsentlig opgave var naturstensarbejderne, både indvendigt og udvendigt. Da de originale sand- og kalksten ikke længere var tilgængelige, fandt vi i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen frem til alternative stentyper, så facaderenovering samt udvendige reparationer af sokler og gesimser kunne udføres i tråd med det oprindelige udtryk.
Bygning i drift gennem hele byggefasen
Politigården var i fuld drift under hele restaureringen, og derfor var en af de første store opgaver for os at bygge en fungerende skurby til genhusning af betjentene gennem den 3,5-årige byggeperiode.