Osteds nye DGNB-certificerede centrum samler skole og kultur
Hvad byggede vi?
ELINDCO har som totalentreprenør netop stået i front for teamet, der har skabt det nye Osted Skole- og Børnehus. Et hus med skole, SFO, daginstitution og moderne faciliteter til kultur- og idrætslivet. Kort sagt et nyt samlingspunkt for små og store borgere i Osted.
DGNB Guld og hjerte
Byggeriet er netop blevet afleveret og afventer en DGNB Guld-certificering. Herudover er det målet også at opnå DGNB Hjerte for sundhed og velvære i Børnehuset.
Kultur, science, musik og bevægelse
Byggesagen har omfattet lige fra design og projektering til udførelse af byggeriet. Sidstnævnte har bl.a. krævet nedrivning af ca. 2400 m2 eksisterende bygninger, opførelse af et nyt kultur- og sciencehus, et musik- og bevægelseshus samt et nyt børnehus med plads til 143 børn (0-6 år).
Derudover er den oprindelige hovedbygning blevet renoveret og indrettet til administration og personale, mens den eksisterende gymnastiksal er blevet transformeret til et ”Mad og science”-hus. Vi har også skabt nye uderum, legepladser og en lang række andre faciliteter i forbindelse med denne store og spændende byggesag.
Fokus for byggeriet har først og fremmest været at skabe de rette rammer for et hus, der er ”et bæredygtigt fællesskabende omdrejningspunkt for leg, læring og kultur” (citat hentet fra Osted Skole- og Børnehus’ værdiprogram). Foruden gennemtænkte arkitektoniske overvejelser, har byggeriet derfor også haft et særligt sigte på bl.a. valg af byggematerialer. Kultur & Sciencehuset (nybyg) og Børnehuset (nybyg) er derfor konstrueret af certificerede træelementer.