Forside  |  Kontakt  |  Sitemap

Første spadestik til nyt børnehus i Hvalsø taget

Mandag d. 18. november 2013 blev første spadestik til det nye børnehus i Hvalsø taget.

ELINDCO er totalentreprenør på opførelsen af den nye institution, der for fremtiden skal huse børnene fra tre eksisterende institutioner og dagplejens legestuegruppe. I alt bliver der ca. 124 børnehavepladser, 24 vuggestuepladser og legestue til 25 dagplejebørn.

Ved arrangementet talte formanden for Udvalget for Børn & Ungdom, Asta Rasmussen. Hun takkede alle de involverede i projektets realisering og udtrykte en glæde ved, at det nye børnehus er skabt med særlig omtanke for de børn, der får deres daglige færden i huset. ”Der bliver plads til alle – de stille, de vilde, drenge og piger – alle får plads til at være, hvem de er, samtidig med at de kan være sammen i trygge omgivelser”, sagde Astra Rasmussen inden hun sammen med tre børn tog det første spadestik til det nye børnehus. Efterfølgende blev der gravet lidt mere. Denne gang med gravemaskine, mens alle fremmødte børn benovet fulgte med. 

Visuelt tager det nye børnehus udgangspunkt i en kvadratisk base i form af en træterrasse, som bliver institutionens nære uderum. Kvadratet danner ramme om selve institutionen, der er udformet som to på hinanden vinklede ’træ-æsker’. Vinklingen markerer udvendigt hovedindgangen og inde i huset skaber det interessante vinkler i fællesområdet. Både husets facader og tagdæk udføres i træ – og bygningen bliver i ét plan.

Kernen i huset bliver fællesrummet, der er forbundet til alle husets funktioner fra legerum og grupperum til maleværksted, køkken og administration.

ELINDCO opfører også en liggehal i tæt forbindelse til vuggestuegrupperne med direkte adgang fra huset. Legepladsen bliver en naturlegeplads, hvor der er gode muligheder for at udforske og stimulere fantasien i et trygt miljø.

ELINDCO forventer at aflevere det færdige byggeri til juni 2014.

Sag -609-1

 

 

Sag -609-2